Rolf Barfoed–koncernen opnåede 2007 endnu et meget tilfredsstillende resultat på i alt ca. 219 mio.kr. efter skat, hvilket indebærer, at koncernens egenkapital ultimo 2007 var på 997 mio. kr. Koncernen har i samme periode gennemført betydelige investeringer for ca. 1,5 mia. kr. i nye udlejningsejendomme primært beliggende i København og Odense.
Koncernen forventer større turbulens på ejendomsmarkedet i 2008 som følge af virkninger af kreditkrisen, der startede med problemerne på det amerikanske subprime-marked. De første betalingsstandsninger blandt virksomheder i den danske ejendoms branche er konstateret. Det er dog koncernens opfattelse, at disse nødlidende virksomheder er ofre for en vækststrategi uden sammenhæng med afkastet på de gennemførte investeringer og virksomhedernes likviditet og soliditet. Størstedelen af virksomhederne i branchen vurderes dog at være velfunderede og i stand til at løse branchens problemer gennem opkøb af nødlidende ejendomme og selskaber. Dette kræver dog tillige en positiv og aktiv medvirken fra de finansielle aktører, udtaler direktør Jørn Beier.
Udviklingen i markedet vil dog give mulighed for at gennemføre interessante investeringer i 2008, og koncernen er gennem opbygningen af et betydeligt likviditets beredskab parate til at udnytte disse muligheder.
På nuværende tidspunkt er foretaget opkøb af en meget markant ejendom i det absolutte centrum af København, en større nyopført boligudlejningsejendom på Frederiksberg samt indgået aftale om deltagelse i et projekt med opførelsen af et nyt skattehus i Haderslev i en OPP (Offentlig Privat Partnering) konstruktion.
Udover opkøb af nye ejendomme vil 2008 blive præget af færdiggørelsen af koncernens første større byggeopgave – opførelsen af 72 boliger på Roesskovsvej (Christians Park). Der er tale om udlejningsbyggeri i absolut topklasse med bl.a. store altaner, høj kvalitet i køkkener og badeværelser, store amerikanske køleskabe, markedets hurtigste fibernet forbindelse, fladskærme i samtlige lejligheder og meget mere. Udover lejlighedernes indre kvaliteter opføres på området en stor legeplads og en multibane til bl.a. fodbold og basket ball, hvortil der er opnået tilskud fra DBU. 1. etape er klar til udlejning 1. juli, men de resterende 2 etaper er færdige i løbet af de efterfølgende 2 måneder. Interessen for byggeriet er meget stor, og da lejeprisen forventes at blive lav i forhold til byggeriets mange kvaliteter, forventes udlejningen gennemført inden for meget kort tid.
I løbet af sensommeren eller efteråret forventes tillige opstart på byggeriet af ca 190 ungdomsrelaterede boliger på Munkebjerg Park. Lejlighederne vil blive små 2 værelseslejligheder i høj kvalitet med en indretning og en udstyrspakke, der er tilpasset ungdommen behov og krav til kvalitet. Byggeriet er første etape af et byggeri på i alt ca. 50.000 m2, der skal omdanne området, der tidligere husede Universitetets barakby til et nybygget campusområde med hensyntagen til såvel de bygningsmæssige kvaliteter som nærområdets udbygning med rekreative aktiviteter.
Den fortsat stigende aktivitet i koncernen har således medført en forøgelse af ansatte fra 59 fuldtidsansatte i 2006 til 77 i 2007. Et forsigtigt skøn er, at et tilsvarende antal personer er beskæftiget hos koncernens underleverandører. På nuværende tidspunkt er gennemført yderligere ansættelser således, at koncernen medio 2008 forventes at beskæftige ca. 90 personer.
For yderligere at styrke koncernen er igangsat opbygningen af Barfoed Group A/S, der ikke indebærer ændringer i den reelle ejerstruktur, men som sikrer optimale rammer for en fortsat udbygning og konsolidering af koncernen. Ændringen i koncernstrukturen indeholder etableringen af Barfoed Group A/S, som nyt moderselskab for Rolf Barfoed A/S. Aktionærer i det nye selskab bliver 3 nye holdingselskaber, ejet af hhv. Rolf Barfoed, Frederik Barfoed og Camilla Barfoed.
Andre nyheder
Barfoed Group byder SparkForce velkommen som ny lejer i Harvings Pakhus
Barfoed Group udlejer lynhurtigt til EL-Salg i en af de bedst beliggende butikker i Prøvestenscentret
600 m2 UDLEJET til klinik på en af Københavns flotteste adresser
Medix Institute flytter ind i Ny Østergade 12, København K
Barfoed Group fortsætter som tribunesponsor i OB
Italiensk modebrand Velasca er flyttet ind i Kronprinsensgade 12, København K
Direktør Jørn Beier træder et skridt tilbage i Barfoed Group